Udskriv

Vedtægter for Farum Svømmeklub

§ 1 - Navn og hjemsted

Foreningens navn er Farum Svømmeklub, med hjemsted i Furesø Kommune.

§ 2 - Formål

Farum Svømmeklubs formål er at tilbyde svømning i form af både en svømmeskole og en konkurrenceafdeling samt med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede kendskabet til svømning, samt at udvikle medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage et medansvar i klubben.

§ 3 - Medlemskab

Alle kan optages som medlemmer af Farum Svømmeklub. Borgere i Furesø Kommune har fortrinsret. Til dette medlemskab knytter der sig et årligt medlemskontingent. Alle medlemmer har mulighed for at købe adgang til svømning mod at betale det fastsatte aktivitetskontingent.

§ 4 - Indmeldelse

Indmeldelse skal ske skriftligt eller ved anvendelse af e-mail eller anden elektronisk metode fastsat af Farum Svømmeklubs bestyrelse. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsen foretages af forældre eller værge. Indmeldelsen er bindende for mindst 3 måneder.

§ 5 - Udmeldelse

Udmeldelse skal ske skriftligt eller ved anvendelse af e-mail eller anden elektronisk metode, fastsat af Farum Svømmeklubs bestyrelse, med en måneds varsel. Udmeldelse kan kun accepteres, hvis medlemmet ikke har noget økonomisk mellemværende med klubben. Medlemskontingentet refunderes ikke. Regler for refusion af aktivitetskontingentet fastsættes af Farum Svømmeklubs bestyrelse.

§ 6 - Kontingent

Medlemskontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling. Aktivitetskontingentet, indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen. Begge beløb skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden. Er et medlem i restance udover 3 måneder, fortaber vedkommende sine rettigheder, indtil restancen er betalt. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere herfra.

§ 7 - Udelukkelse og eksklusion

Et medlem kan udelukkes eller ekskluderes, såfremt vedkommendes opførsel strider mod Farum Svømmeklubs vedtægter, eller medlemmet på særlig grov måde har tilsidesat sine medlemsforpligtelser. I sager om udelukkelse eller eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. I sager om eksklusion har medlemmet krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling. En generalforsamlings afgørelse af en eksklusion træffes ved almindeligt flertal og kan ikke ankes.

§ 8 - Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er Farum Svømmeklubs øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt senest den 31. marts. Adgang til generalforsamlingen har alle medlemmer af Farum Svømmeklub, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeberettigede er alle tilstedeværende medlemmer, som er fyldt 16 år, som har været medlem af Farum Svømmeklub i mindst 6 måneder, og som ikke er i kontingentrestance. For aktive medlemmer under 16 år kan stemmeretten udøves af forældre eller værge. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Valgbar til bestyrelsen er alle medlemmer, som er fyldt 16 år. Ansatte i klubben er ikke valgbare til bestyrelsen. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel med opslag i Farum Svømmehal, annoncering i klubblad eller lokalavisen eller ved annoncering på Farum Svømmeklubs hjemmeside. Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse. En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal. Beslutninger på generalforsamlingen kræver almindeligt flertal blandt de fremmødte.

§ 9 - Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

1) Valg af dirigent og referent, som også fungerer som stemmetællere
2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år
3) Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse
4) Behandling af indkomne forslag
5) Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år, herunder fastsættelse af medlemskontingent, til godkendelse
6) Valg af 7 medlemmer til bestyrelsen på følgende måde:
A: I lige år vælges: Formand, 2 bestyrelsesmedlemmer, 2 bestyrelsessuppleanter samt en revisor.
B: I ulige år vælges: Kasserer, 3 bestyrelsesmedlemmer, 2 bestyrelsessuppleanter samt en revisor.
7) Eventuelt

 

§ 10 - Generalforsamlingens ledelse m.v.

Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen. Desuden vælger generalforsamlingen sin referent.

§ 11 - Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes, hvis mindst en femtedel af Farum Svømmeklubs stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom, med angivelse af det emne, som ønskes behandlet. Generalforsamlingen skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.

§ 12 - Bestyrelsen

Farum Svømmeklub tegnes af bestyrelsen. Bestyrelsen er Farum Svømmeklubs daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne. Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær og yderligere 3 medlemmer, i alt 7 medlemmer. Formand og kasserer vælges direkte på generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig selv på de øvrige poster. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen af den ordinære generalforsamling. Bestyrelsessuppleanter samt revisor vælges for 1 år ad gangen. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Over bestyrelsens møder føres en protokol. Bestyrelsen og de enkelte bestyrelsesmedlemmer kan kun drages personligt til ansvar, når de indgår aftaler m.v. og handler på klubbens vegne, hvis der er handlet retsstridigt eller groft og åbenlyst uansvarligt.

§ 13 - Regnskab

Farum Svømmeklubs regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen skal senest 10. marts afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. december til revisoren. Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.

§ 14 - Revision

Revisoren skal hvert år gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og driftsregnskab og status forsynes med en påtegning.

§ 15 - Vedtægtsændringer

Ændring af vedtægterne kan ske på enhver ordinær generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Kan et sådant flertal ikke tilvejebringes ved en ordinær generalforsamling, vil vedtægtsændringerne kunne forelægges ved en ekstraordinær generalsamling, jfr. § 11. Vedtægtsændringer kan her ske, når mindst halvdelen af de afgivne stemmer er for forslaget. Vedtagne ændringer træder i kraft på den generalforsamling, hvor de vedtages.

§ 16 - Klubbens opløsning

Bestemmelse om Farum Svømmeklubs opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves det, at mindst 2/3 af Farum Svømmeklubs stemmeberettigede medlemmer er til stede. For at forslaget kan vedtages, kræves det at mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, kan der indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede. På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om, hvorledes Farum Svømmeklubs formue skal anvendes til kulturelle og idrætslige formål i Furesø Kommune.

 

Nærværende vedtægter er vedtaget på Farum Svømmeklubs stiftende generalforsamling i 1977, ændret den 18. marts 2004, ændret den 6. marts 2008, ændret den 17. marts 2010, ændret den 16. marts 2011, senest ændret den 20. marts 2012.